Malk de Koijn gør i stor grad brug af billedsprog i alt deres lyrik. Netop derfor, kan det føles for mange mennesker, som om at Malk de Koijn’s tekster er noget vrøvl, idet de skaber...
[Tue Track]
Mine tarme skriger
i munden på folk der snakker ondt om rakkerpak som mig,
imens de smider og strør med de gyldne gryn om sig,
som ku' ha' gjort gavn for mig til min hungrende vom,
men jeg har ik' et særlig stort navn, såh, den er hungrende tom.
Jeg dufter dolmerkål,
stegte bornholmer-ål,
alverdens mad,
serveret på sølvfad,
men min lomme er flad.
Jeg fryser min fod, for jeg har slidt min skosål.
Mit andet ben og min sko har jeg solgt for en slik til et godt formål.
Jeg føler mig yderst fjern,
men skal blot bryde min hjern',
men jeg fryser en halv krop.
Jeg spiller op med den ene hånd, i den anden holder jeg en tom kop.
De kalder mig bettler,
eller bar' den flad' gad'musikant,
en enkelt klam stodder, der æder skodder imod en ussel pant.
Fordømt rådden røv, det' blevet en luder at være rapper,
der' ingen scene, jeg er helt alene i det 21de århundrede på de kolde trapper.
Så hist hvor vejen slår en bugt,
ser du en såkaldt gammel nar, der drømte om at blive ægte familiefar,
spiser rådden frugt.
En viadukt må være stedet at søge ly
for en lille sky,
der giver tegn på syreregn, snart vil hærge den indre by.
For det' ovenud udmatt'nde at slæbe rundt med huller i hud og hår.
Jeg prøver at regne ud hvornår
mine kødsår
bli'r til aske,
jeg ser en taske,
daske i hånden på en gammel dame,
jeg burde fa'me,
men nej, de' blevet for smarte,
nutildags kan de baske en i karate.
Så jeg må nøjes med de ligegyldige små basører,
jeg føler blikket sløre,
og hører fløjten til det sidste tog, der snart kører.
Så jeg gør klar,
ta'r mine ting, begynder at vandre,
ser tilbage til de dage af mit liv og det jeg gern' vill' forandre,
men opgi'r,
og opsi'r min tilstedeværelse på denne planet.
Gjort er gjort og sket er fortid,
en alt for hård tid,
for en gammel fallid
gadestryger.
Smyger mig ned af smøgen,
forsvinder i røgen
fra min sidste ryger,
som fordamper lissom mig, og bli'r et med de triste skyer.
Langt væk fra den her klod',
for det' på mod'
at være psyko,
så jeg er klar,
parat
til start;
og så væk i en fart.

[Geolo G]
Jeg tjalder rundt og ser smart ud,
og andre syn's det ser rart ud,
at se så 24karat ud.
Men jeg er skæv og fuld,
og fuld af lisså meget lort
som alle andre, og der står 'no future' malet på min port.
Det er for stort
når jeg ser sort,
og skærmen flimrer,
øjnene løber i vand, mit sved er koldt og hjernen simrer.
For jeg er fanget i fremmed verden, det er en krig mand.
Jeg kaldes Geo, men jeg har det som en Brian
i dekadente disneyland, så det er mig du gør nar af,
når du råber efter folk, der ligner 'dommedag'.
Min verden bryder sammen som en lego-planet,
og geologeisme bli'r en ego-mentalitet.
Jeg drømmer om et stille rum med lys og bad og seng i,
og ikke trisse rundt på må og få og vær' afhængig
af tjald og tobak og elefanter og af kroner,
for at glemme alt om sultne børn og voldtægt og kanoner.
Har set så mange nøgne kvinder
at jeg går og prøver på ikke at brække mig hver gang jeg ser et bart lår.
Jeg har kun kulde, vil gerne bytte det til varme,
så jeg synker en klump imens det flår i mine tarme,
mine arme går i bund, som et lod af bly,
ja, det vel nok en ringe trøst, at i morgen er en ny dag.
Jeg mumler tak til Chirac, Jeltsin og Billy Boy,
med foldede hænder, tak for guldøl og billig røg,
plastic og piller,
nervegas og mobiler,
tiden iler,
når mit kød er væk, så ved jeg kraniet smiler
hånligt.

[Blæs Bukki]
Jeg må stimuleres,
for ingenting fungerer som det burde,
der skal mer' end urtete
til at kvæle mine sjælekvaler,
jeg daler,
falder,
maler blå verbaler,
for det hænder for selv den bedste,
at bøtten den vender til det værste,
noget af det svær'ste
man kan undvære
må være
nærvær fra de nær'ste.
Jeg ta'r endnu en tår
imens et år bli'r til år
år bli'r til årtier,
tier bli'r til årtusinder,
jeg hører susen
for mit indre øre,
mit sind det kører
nonstop
som skodpop
på FUCKED UP
diskoteker.
sankt Hans eller sankt Peter
venter spændte på at se mig til te,
men de må sande,
at jeg bli'r ovenvande,
for det er for let at bare forbande det hele langt væk,
i trit
med at man lægger sig i sprit,
spiller sig selv og går fallit.
Jeg vågner stum op i et tomt rum og køber ord på kredit.
Mit tankespind det holder mig bundet på hænder og fødder, så jeg er fortabt,
hvis ondskabens træ slår rødder i mit sind, abstrakt sagt.
Så jeg synger den blues, som bliver hængende i min rus.
Så jeg synger den blues, som bliver hængende i min rus.


Lyrics submitted by giesji

Kosmisk kaos song meanings
Add your thoughts

No Comments

sort form View by:
  • No Comments

Add your thoughts

Log in now to tell us what you think this song means.

Don’t have an account? Create an account with SongMeanings to post comments, submit lyrics, and more. It’s super easy, we promise!

Back to top
explain